Du trives med mange bolde i luften. Samtidig skal du være robust og omstillingsparat. Formuleringer som disse fylder i de fleste jobopslag, men det er floskler, der har vildledt os til at tro, at man ikke må sige fra, når chefen planter endnu en opgave på arbejdsbordet.

Alt kan ikke have førsteprioritet, og det er vigtigt at få italesat i relationen mellem medarbejder og leder men også medarbejderne imellem.

Men i vores iver efter at gøre det godt og vise hinanden, at vi ikke sådan er til at slå omkuld, så glemmer vi nemt at mærke efter og vurdere, om vi reelt er i stand til at løfte den ’ekstra’ opgave. Eller om den blot er endnu en dråbe i et bæger, som er på grænsen til at flyde over – og om den ’ekstra’ opgave i virkeligheden fjerner unødvendigt fokus fra kerneopgaven. Den vi er ansat til at løse – den der giver os mening, retning og arbejdsglæde.

Det er uomtvisteligt et kæmpe problem, når medarbejdere af frygt for konsekvenserne undlader at sige fra. Sidste år oplevede godt hver femte danske lønmodtager psykisk belastning på jobbet (AFA, 2016). Mit forslag er, at vi bestræber os endnu mere på at skabe en arbejdskultur, som værdsætter medarbejdere, der siger fra, når det er nødvendigt.

Selvom det er nemmere sagt end gjort, får du her mit forslag. Næste gang chefen kommer til dig med en ’ekstra’ opgave, så hør ham eller hende, hvilken du så ikke skal lave.

Det fælles ansvar
Det er nemt altid at skyde efter ledelsen. Og det er da også et ledelsesmæssigt ansvar, at medarbejderne får mulighed for at rette fokus på kerneopgaven, og at de ikke belastes psykisk ud over deres grænse. Men medarbejderne har også et ansvar – nemlig det ansvar at bryde med den stiltiende accept, som finder sted, hver gang de uden indvendinger lader sig læsse med nye opgaver. Det kan jo være, at lederen slet ikke er klar over, at han eller hun er godt i gang med at overbebyrde sine ansatte.

Får man ikke kommunikeret direkte, er der en risiko for, at man som medarbejder ender i en offerrolle, hvor kritikken af ledelsen foregår i krogene og alene udmønter sig i uhensigtsmæssig brok til stor skade for arbejdsmiljøet.

Den afgørende briefing
Fra min baggrund som F16-jagerpilot, hvor det psykiske pres kan være stort, har jeg på egen krop oplevet en kultur, hvor tydelighed om prioritering er en dyd, som værdsættes blandt kolleger og ledere.

For jagerpiloter er der eksempelvis en fælles bevidsthed om, at enhver vellykket mission kræver briefing. Her gennemgår man grundigt, hvad der præcist kræves af de enkelte deltagere, for at missionen skal ende succesfuldt. Virker noget forstyrrende, er det den enkelte jagerpilots pligt at kommunikere det ud – direkte og uden omsvøb.

Man kan tale om, at jagerpiloter går i missionsboblen, hvor de aktivt arbejder med at frasortere og udelukke alt det, der potentielt kan forstyrre missionen.

Den grad af tydelighed om kerneopgaven og åbenhed om egen formåen i situationen, mener jeg, man med fordel kan lade sig inspirere af andre steder for at sikre øget fokus, trivsel, mening og arbejdsglæde.